Hunden. 1986 Udskriv
 
Navnene:
 
I denne lille fortælling er der kun én, der har navn. Nemlig hunden selv. Og det navn får han først til allersidst. Men der er flere personer. 
 
Hunden, hvalpen eller den grå senere kaldet Tapper 
En grå elghund med sort maske og hvid plet på halsen. Ved fortællingens begyndelse en hvalp på knap tre måneder. Ved dens slutning omkring et år. 
 
Tæven 
Mor til Hunden og de andre hvalpe i kuldet. 
 
Manden eller Husbonden 
Gift med konen. Ejer af tæven og Hunden. Jæger og fisker. Ejer af en snescooter, en robåd og en sæterhytte med sommerstald. Boende i en lille by ved søen. 
 
Konen 
Gift med manden. Sammen med ham ejer af tæven og Hunden. Hundens madmor. 
 
Nogle jægere 
 
En sort smålandsstøver 
Kommer i slåskamp med Hunden. 
 
Skovens mange dyr og fugle 
 
 
Billeder: 
 
Alle billeder i Hunden er naturbilleder, der ganske selvfølgeligt, men også her originalt og poetisk, folder den beskrivelse af skoven, søen og fjeldet ud, som er hele værkets livsverden. 
 
Et gråt snefog, en storm der kommer fra norskefjeldet, er som en kost. Den fejer hen over søen og skoven. Der fløj en urfugl op. … Den for op i toppen af en birk, og straks kom der én til og endnu én. De sad som sorte frugter i birketræets grene, så tunge at grenene bøjede sig under dem (9). 
Han lå i en dvale af sult med snuden boret ind i haleroden for at varme sig ved sig selv, ved sin egen våde og pjuskede pels og det tomme skrog, hvor hjertet blafrede som en fuglevinge mod kulden og væden (11).
Så står han på sneen, og den er et frosset gulv (13). 
Det han ventede på havde ikke noget billede eller navn. Han levede i sin venten som stenbideren lever i bækkens kuldegrumsede, knap nok bevægelige vand under isens skorper og skvulpen (20). 
Sneskorpen kastede måneskinnet fra søens is tilbage. Den lå som en jævn blåhvid hud og den strakte sig langt ud, længere end han kunne se (24). 
Strittende grene, poter og kløer. Sammenkrøbne stubbe med lodne rygge og ører. Sovende stenrygge. Sove trykket op mod fugtige laver, frossen som en sten og svimmel (30). 
Om morgenen, når lyset stadig var rødligt og gyldent som gruset på bunden af bækken, lå der et bevægeligt og skælvende tæppe af fuglestemmer over skoven (36). 
Han kunne være blevet dræbt i disse tillidsfulde øjeblikke, hvor han lå som havde han diet solen og sov sin snorkende hvalpesøvn (37). 
I den lange tid han havde sultet havde han strejfet omkring på må og få, og glemselen havde ofte lagt sig som flager af klam tåge inden i ham (38). 
På grønningen stråler baldrianen så stærk som bar den et hvidt lys inde i sin tætte blomsterkurv (60).
Færten af rovdyr kom til den grå med vindkastene. Den kom som bid i snuden (67).
Han … løb ud af smerterne og sulten og forvirringen der lå efter ham som en stædig, klam tåge (73).
Mørket faldt på som sort støv, for fint til at øjet kunne opfatte det (99).
Vindstødene rev i græssets toppe, de var skarpe og spidse, men alligevel sløve som spolerede knive. Den grås dage sank langsomt som løv i vand. 
Blæsten voksede til storm. Bulderet i granernes kroner steg en aften indtil nattemørket brølede ud af et hul, som ingen kunne se (100).
Han havde stormstødene med sig og fik dem i pelsen, en barsk kæmning der stillede hårstriben på højkant. Der var ikke alene kulde og ubehag i disse stormfingres graven i pelsen. Han mistede også værdigheden og fatningen (101).
Sidst opdateret ( lørdag, 15 august 2009 )

Fortæller
Fortællinger
Forfatter
Bibliografi
Foredragholder
Foredrag
Arrangementer
Søg
Kontakt
Kerstin Ekman
Log ind