Menedarna. 1970 Udskriv
 
Historien om Joe Hill:
 
Joel Emanuel Hägglund blev født i den lille svenske by Gävle den 7. oktober 1879 som søn af jernbanekonduktør Olof Hägglund og hustru Catarina. I hjemmet fødtes 9 børn. Forældrene var strengt lutherske, men glade for salmer og musik. Olof Hägglund byggede selv et harmonium, som også sønnen Joel lærte at betjene. I det lokale KFUM lærte han sig efterhånden også at spille både harmonika, guitar og violin. Og der er ingen tvivl om, at han drømte om en fremtid som musiker. Faderen døde imidlertid kort efter, at Joel var fyldt 8 år, og fra sit 10. år måtte han derfor arbejde for andre.
 
På det tidspunkt var flere søskende døde, og af dem, der var tilbage, var de fleste mindre end han. Joel arbejdede både som rebslager og kullemper. Men som 12årig blev han ramt af en ondartet form for hudkræft, som nødvendiggjorde såvel strålebehandling som flere operationer i Stockholm. Sygdommen var meget smertefuld, og den fulgte ham resten af livet. I 1902, da Joel var 23 år gammel, døde hans mor, og hans andel af salget af barndomshjemmet gav lige akkurat penge nok til, at han - sammen med sin storebror Poul – kunne købe en enkeltbillet til Amerika.
 
Joel var heldigere end de fleste, fordi han i KFUM havde lært så meget engelsk, at han kunne gøre sig forståelig. Og dertil kom, at han havde et godt sprogøre. Joel begyndte som spytbakketømmer i en bar i New York, hvor han undertiden også fik lov at spille lidt på klaveret. Men de to brødre enedes hurtigt om, at de ville prøve lykken længere inde i landet. De næste 8 år af Joels liv er kun sparsomt belyst. I 1905 sender han et postkort til sin søster i Sverige fra Cleveland, Ohio, og året efter skriver han en længere redegørelse til en svensk avis om jordskælvet i San Francisco. Han vagabonderer fra job til job - fra frugtplukker til kullemper. Og der er næppe nogen tvivl om, at denne omflakken også har medført konflikter med myndighederne. Men Joel begynder at blive politisk bevidst, og han skifter navn. Først fra Joel Häggelund til Joseph Hillstrom, som dernæst bliver til Joe Hill slet og ret. Man ved, at han mødtes med sin bror Poul i San Pedro i Californien, hvor han var havnearbejder i 1910.
 
Men langt vigtigere for hans fremtid var mødet med det forbund, som havnearbejderne var organiseret i: Industrial Workers of the World, Verdensindustriforbundet, forkortet IWW. Dette forbund, der var blevet stiftet i 1905, og hvis medlemmer kaldtes Wobblys, ville, til forskel for Den Amerikanske Arbejder Føderation, forkortet AFL, samle alle arbejdere, ikke blot de faglærte, men især de ufaglærte i en stor verdensomspændende organisation, hvis klare formål var at omstyrte kapitalen og afskaffe lønarbejdet. I disse år arbejdede IWW meget målbevidst på at organisere alle de ufaglærte arbejdere, som strømmede til USA. Kampen med arbejdsgiverne var benhård fra begge sider, og arbejdernes metoder var såvel strejker som sabotage.
 
I 1910 skriver Joe Hill for første gang i organisationens blad en artikel, hvori han agiterer imod politibrutaliteten over for de aktionerende arbejdere. Han opholder sig da i Portland, Ohio. Men han er hurtigt på farten igen. I 1911 er han i Californien. Man ved imidlertid ikke meget om hans færden i disse år. Selv fortæller han, at han i San Pedro fik 30 dages fængsel som straf for at have deltaget i en havnearbejderstrejke. Flere år senere lød den officielle grund på mistanke om væbnet røveri mod en sporvogn! Men Joe Hill er med overalt i arbejderkampen, og hvor han ikke selv er, der er hans sange. De oprørske sange bliver et meget stærkt våben. Hans første kendte sang fra 1911 er en alternativ tekst til en kendt religiøs sang: Prædikanten og Slaven. Teksten blev trykt på små kort, der så blev delt ud til de nærmeststående, og lynhurtigt havde man en slagkraftig sang båret frem af en iørefaldende melodi. Senere blev det til Den lille røde sangbog eller den røde djævel, som alle nye medlemmer fik udleveret sammen med medlemskortet. Det er, som der står på forsiden, sange der skal puste til utilfredshedens ild.
 
Herefter går det slag i slag. Joe Hill skriver den ene landeplage efter den anden. I dag kendes med sikkerhed 23 af hans sange. Blandt de mange skal her blot nævnes The White Slave, Ta-Ra-Ra-Ra-Boom-de-Ay og The Rebel Girl. Nogle af sangene skrev han selv melodierne til. Men de fleste er skrevet til datidens mest populære melodier – salmer såvel som sange. Og mange emner berøres. Foruden strejker og sabotager er det racisme, prostitution, religiøs fundamentalisme, militærudgifter og sidst men ikke mindst kvindefrigørelse. Nogle af udtrykkene er blevet til egentlige mundheld, som fx A pie in the sky (luftsteg og vindfrikadeller).
 
Joe Hills sange blev uhyre populære; de var overalt; og han blev selv anset for en farlig mand for magthaverne. Han måtte væk – og det kom han. Hans fængsling, rettergang og henrettelse er omgivet af mystik. Men ikke mange er i dag i tvivl om, at der var tale om et justitsmord, idet han blev dømt på indicier som led i en politisk magtkamp.
 
Det er uklart, hvorfor Joe Hill var i Utah i 1913. Han var ikke sendt af IWW til denne nyetablerede Mormon-stat, som afskyede fagforeninger af enhver art. Men Joe Hill slog sig ned hos nogle svenske Wobbly-venner, brødrene Euselius. Og så kom han ikke videre. Måske blev han syg, måske blev han forelsket? Men den 10. januar 1914 kl. 23.30 opsøgte han lægen Frank McHugh for at blive behandlet for et skudsår. Joe Hill var skudt lige igennem brystkassen og angav (måske) til lægen, at han var blevet skudt af en jaloux rival i slagsmål om en kvinde. Joe Hill havde en revolver med til lægen, som han senere smed væk. Da lægen næste morgen læste i avisen om to personer, der var blevet skudt i en butik i Salt Lake City kl. 22.00 aftenen før, meldte han skudsåret til politiet. Den dræbte var den tidligere politibetjent, John Morrison, der nu ejede en købmandsbutik, og hans 17årige søn, Arling. En anden søn, Merlin, overværede mordet. Mordet blev begået af to maskerede mænd, som var blevet beskudt af den ældste søn. Der var ikke tale om rovmord. Intet var stjålet i butikken. Meget pegede på hævnmord. Betjent Morrison havde mange fjender i det kriminelle miljø. Flere var med føje mistænkt, men så snart man havde fået fat i Joe Hill, blev alle andre spor droppet, og pressen dømte ham straks. Problemet var, at der ikke var vidner til Joe Hills adfærd på mordaftenen, og han nægtede selv at forklare sig. Han fastholdt til det sidste, at det ikke var hans opgave at bevise sin uskyld, men rettens opgave at bevise hans skyld. Og skønt der faktisk var meget lidt, der pegede på Joe Hill, - man manglede fx et motiv, og den kugle, han var blevet skudt med, var ikke i butikken, - så blev han alligevel kendt skyldig hele vejen op i systemet. Mange fra IWW forsøgte at komme ham til undsætning, blandt andet ved indsamling af store pengesummer til betaling af hans forsvar. Og Joe Hill havde ganske usædvanlig god opbakning fra i hvert fald to betydelige IWW-kvinder. Den ene hed Elizabeth Gurley Flynn og var en væsentlig inspiration til sangen The Rebel Girl. Den anden var en kunstlærer ved Utah Universitet, Virginia Snow Stephen, der var datter af en præsident i Mormonkirken. Hendes kamp for Joe Hills frigivelse kostede hende hendes stilling på universitetet. Sagen gik helt til Højesteret, og selv præsident Wilson forsøgte at få Utahs republikanske guvernør Spry til at opgive henrettelsen. Men den 19. november 1915 blev Joe Hill henrettet i Utahs statsfængsel med fire skud. Han gav efter sigende selv ordren: fyr.
 
Aftenen før sin henrettelse nedskrev han sit rimede testamente med følgende ordlyd:
 
Min sidste vilje er nem – dén er det hele
For der er intet at fordele
Nu ingen jammer for et par ben –
For ”der gror ingen mos på en rullesten”.
Min krop? Ser I – var valget mit,
Blev den til aske, kastet frit
For muntre vinde over jord,
Og ført hen et sted, hvor blomster gror.
Måske en visnet blomst får luft,
Glødes igen af liv og duft.
Min sidste vilje det er den:
I skal have held og lykke til! 
Joe Hill
 
Den 25. november samledes over 30.000 mennesker til hans borgerlige begravelse i Chicago. Joe Hill blev 35 år. Godt ti år efter at hans aske var spredt ud over alverdens lande, skrev digteren Alfred Hayet om manden der aldrig kunne dø. Og 11 år senere skrev komponisten Earl Robinson musik til digtet og fastslog med Balladen om Joe Hill, at en myte var skabt.
 
Balladen om Joe Hill
I dreamt I saw Joe Hill last night
As alive as you and me
But Joe, you´re ten years dead, I said.
I cannot die, says he.
I cannot die, says he.
 
I Thomas Koppels oversættelse fra 1989:
 
Jeg drømte om Joe Hill i nat
Lyslevende han stod
Men Joe du er jo død for længst
Jeg er ikke død sa´ Joe
 
I Salt Lake City sa´ jeg
Mens han stod og så på mig
De fik dig på en løgn om mord
Han sa´ vel fik de ej
 
Men kobbertrusten fik dig Joe
Dit røde blod det flød
Han sa´ der skal mere til
Før liv bli´r til død
 
Og stor som livet stod han der
Med smil i øjenkrogen
For kampen døde aldrig
Og det glemte de sa´ Joe
 
Joe Hill er ikke død sa´ Joe
Så jævnt og ligefrem
Når arbejdsfolk i strejke går
Så går Joe Hill med dem
 
Fra San Diego lige til Maine
Ved bånd og støbeild
Hvor arbejdsfolk de er i kamp
Der finder du Joe Hill
 
Jeg drømte om Joe Hill i nat
Lyslevende stod han
Men Joe du er jo død for længst
Jeg er ikke død sa´ Joe.
 
Navnene:
 
Salomon Purdy kaldet Sol
Lungesyg, vagabonderende klunser og gadesælger. Sangskriver. Gammel ven af Joe Hill.
 
Faith og Frankie
Salomon Purdys to heste.
 
Hillstrom eller Joe Hill
35 år. Vagabonderende løsarbejder, agitator, sangskriver. Afholdsmand. Wobbly. Medlem af IWW.
 
Mondadori
Fængselslæge. 28 år.
 
Frank D. McHugh
Praktiserende læge, Vidne i sagen mod Joe Hill.
 
Bird
Praktiserende læge. Vidne i sagen mod Joe Hill.
 
Hempel
Kriminaloverbetjent.
 
Campion
Kriminalbetjent.
 
Drury
Fængselsoverbetjent.
 
John D. Morrison
Købmand. Tidligere politibetjent.
 
Arling Morrison
Ældste søn af John D. Morrison. 17 år.
 
Merlin Morrison
Yngste søn af John D. Morrison. Vidne i sagen mod Joe Hill. 13 år.
 
Ed Rowan
Sekretær i afdeling 69 af IWW, Salt Lake City. Wobbly. Ven af Joe Hill.
 
E.D. McDoughall
Sagfører for Joe Hill.
 
Fletcher og Pritchard
Repræsentanter for anklagemyndigheden.
 
Dickinson
Sherif.
 
Zeese
Detektiv.
 
M. L. Ritchie
Distriktsdommer.
 
Betty Eselius-Olsen
Mor til to hjemmeboende sønner. Gift med Robert eller Bob Eselius-Olsen. Boende i Murray. Logiværtinde for Joe Hill. Vidne i sagen mod Joe Hill.
 
Otto Appelquist
Svensker. Forsvunden ven af Joe Hill.
 
William Busky
Vagabonderende, forsvundet vidne.
 
Maryla Jarosinska eller Rosie Henderson
Sangerinde. Gammel ven af Salomon Purdy.
 
Krzysztof
Rosies mand. Leder af Henderson trioen.
 
Janusz
Medlem af Henderson Trioen.
Sidst opdateret ( fredag, 07 august 2009 )

Fortæller
Fortællinger
Forfatter
Bibliografi
Foredragholder
Foredrag
Arrangementer
Søg
Kontakt
Kerstin Ekman
Log ind